Forældreopbakning

Forældreopbakning

Som forælder er din positive opbakning vigtig, hvis det skal være sjovt for dit barn at spille håndbold og som forælder kan du gøre meget for at bakke op om dit barn og klubben. Derfor har vi samlet en række råd klubbens forældre:

 
VIS INTERESSE
Når børn og unge oplever opbakning hjemmefra til deres håndbold, fremmer det motivationen, giver tryghed og er med til at skabe fundament for en livslang tilknytning til håndbolden og foreningsmiljøet. Så spørg gerne om kampen eller træningen var spændende og sjov og spørg gerne ind til hvad der er foregået til den pågældende træning eller hvad der skete til kampen.
 
VIS ENGAGEMENT
Trænerne hører ofte, at flere børn glæder sig til at forældrene kommer og ser en kamp. Derfor vil vi gerne opfordre jer forældre til at komme og se jeres børns kampe når I har mulighed for det. På den måde ved I også hvad jeres barn fortæller hvad der skete til træning eller i en kamp. 
 
SØRG FOR DET RIGTIGE UDSTYR 
Det er meget sjovere for børnene at spille håndbold, hvis de har ordentligt tøj at spille i, gode sko, løbesko (hvis holdet løbetræner) og en drikkedunk med hver gang. 
 
BAK OP OM TRÆNERNE
I som forældre hjælper klubbens trænere rigtig meget ved at være gode til at melde afbud, melde tilbage på beskeder hurtigst muligt og generelt være godt til at give trænerne og klubben besked. 
 
DELTAG
Uden aktive forældre er det svært at få Freja HK til at fungere og I er med til at sikre, at alle i og omkring klubben får en positiv oplevelse. For at det kan lade sig gøre for børnene at komme ud og spille kamp, er jer forældres hjælp uundværlig. Trænerne kan ikke klare alle opgaverne omkring holdet alene og der er altid brug for hjælp til at køre børnene til udekampe, vaske spillertøjet eller at sidde ved dommerbordet til hjemmekampe.

10 gode råd til forældre i Freja HK


1) Motiver  dit barn til at deltage i træning og kamp

2) Det er ikke sjovt at tabe en kamp, men husk at det aldrig er dommerens skyld - de gør deres bedste

3) Sæt fokus på spillet frem for resultatet - holdet kan sagtens spille en god kamp, selvom det endte med et nederlag

4) Spørg om kampen og træningen var sjov og spændende - ikke kun om resultatet

5) Giv opmuntringer til alle børn under kampen

6) Giv og vis støtte i både med- og modgang

7) Kom kun med positive råd, eller ti helt stille, og hjælp andre forældre til at udøve den samme adfærd

8) Glæd dig over at dit barn er med på holdet i et forpligtende fællesskab

9) Respekter træneren og lad denne styre holdet, selvom du måske ikke er enig

10) Vis respekt for det frivillige arbejde i klubben - bak op om initiativer som forældremøder, sociale arrangementer osv.